53
Men samme Kveld, som Kristen havde stukket
Johanros om Morgenen, gik han Skogsveien ovenom
Storstu, sydover til Sørberget og ned, nedenom
Haarsetr paa Haarsetrmyren og lige til Storstubergbuen
paa Engene.
Men da han slog Varme med Ildjernet, saa han, at her havde været Folk fornys; der laa brændt Knusk paa Aaren, og han saa Mærke efter Kvindfolkfod i Leret fremved Langbænken.
Da skjønte han sikkert, at det var hende.
Og han blev vild derved.
Han skalv paa Haanden, der han stod og tændte, det osed rødt af Furuspiken mellem hans valne Fingre.
Nu var hun alene! Sprungen fra hint gamle Kvind, Mor sin, for at komme til hannem!
Han stod og lyed alt i ét, mens han tændte. Men ingen kom, skjønt det alt blev Kveld og Taage drev graa over Engene.
Døren til Buen stod oppe; han kunde fornemme alt, hvad der gik for sig derude i det svarte.
Da kvakk han medét. Han havde hørt noget derude.
«Miau,» sagde det som af Kat.
Og ind kom en hvid Kat hoppende og sad og saa med store, grønne Øine.
Han fælned.
