41
Men Kvindfolket, det gamle, det stod ved Stabben
og hugg.
Kristen Storstu var i Skogen længe. Det røg fra Buen, og han syntes, det aldrig blev Kveld. Til endelig den Svalhed og Skumring sank, som naar Haren kommer frempaa om Kvelden. Den kjendte han, og saa fik han Bulængsel og Madhug, som brandt ham i Bringen. Gik saa til Buen, fordi han maatte; men langsommere havde han aldrig gaaet.
Da han kom fremtil, der Engen begyndte, og sabbed frem i det kveldvaade Græs, saa han, at det lyste fra Gluggen.
Han tog da i Døren og skotted ind.
Der sad de to for flammende Baal, og det skinned kobberrødt af Anlettene. Men Fiskegryten hun kogte, saa det sød, og alt til Kveldvord stod paa Langbænken fremme.
«Retnaa blir her Kveldvord, Kristen Jacobsen,» sagde den gamle.
Da gik han ind og satte sig, stillt, med Hænder i Fang.
«Det ser saa ud,» svared han og syntes selv, han hørtes saa lav i Maalet.
