40
Men da ropte den gamle, der hun sad paa Saaten.
«Hvasst, Kristen Storstu! Slaa Følgje ti Bu! Du trøng baade Kvindfolk og Ku!»
Saa reiste hun sig fra Saaten, og de kom efter ham begge.
Kristen Storstu saa sig ikke tilbage og svared ikke; han tænkte, det kunde være Hulder, og han vidste ikke, hvor han var, skjønt han var paa Storstuberg-enget.
Da han var kommen til Engbuen, satte han Stangen ved Naaven og slængte Fisken paa Stabben. Saa snudde han sig mod de to, som kom:
«Gjør teil Maten naa da, Kvindfolk!» sagde han, slog Kors for sig og gik fort mod Skogen.
Men der han strøg forbi Jenten, tog han hende kring Bringen og snudde hende, uden at han videre saa paa hende eller talte.
Hun lo ikke — bare svinged sig ud af Hænderne paa ham, og han kjendte, hun var mjuk som vild Fuggel kring Barmen.
«Er Du vild?» sagde hun saa stillt, at det knapt var til at fornemme.
Og han gik fort mod Skogen unda hende.
Men da han var naaet Smaaskogen, snudde han sig, fordi han maatte.
Da stod hun der endda og smilte. Og han fik medét slig Skogens vilde Fornemmelse.
