31
«Du tør tryggt tale. Hvad her Du siger, er
som Skriftemaal sagt og sagt til Gud vor Herre,
ham alene.»
Nu fortalte Johanna og blekned alt i ét, der hun fortalte, baade om hin Dag, da hun var gaaet til Harsjøvolden og havde seet det svarte Kvindfolk fremved Løen, og om den Nat, da de to var blevne sams, at hun baade da og da havde ligesom seet og kjendt hin svarte Jente omkring sig og havde kjendt Angst for hende selv den Nat, da hun fanged Barn.
Igjen nikked Hrr Erik.
«Onde Magter findes,» sagde han. «Du est en uskyldig, forgjort Kvind udi dette; men for Hekseri og Forgjøring og Satans Spil med dit Barn har Du været ude. Vi skulle bede hardt til Gud, at hans Straf ey kommer at ramme dette dit Barn.»
Da graat Johanna Storstu og bad Præsten, Hrr Erik, jammerligen, at han for Guds Moders og Jesu Kristi Skyld ey vilde drive hendes Søn af Kirke for hin Taterkvindes Skyld.
Men Hrr Erik klapped hende paa Skulder, der hun stod og graat i sit Tørklæde.
«Af Kirke skal han ey drives,» trøsted han; «men ey skalt Du bede ved Guds Moder mere, men ikkun for Jesu Kristi Skyld; den anden er ikkun en Kvind som Du, og at tro andet er papistisk Overtro.»
3 — Bull: Jutulskaret.
