21
Men da hun kom til sig og saa, sad ikke Kvindfolket
længer paa Stubben; men de stod der to,
han og hun, fremved Løen og havde Armene om
hinanden, og hun hørte et underligt Jø i Skogen,
mest som Graat og Latter i ét; og hun var sikker
paa, at det var Kvindfolket, som skrek. For
det var som en vild Fugls Skrig, endda det var
hedere og sved hende inde i hendes Barme, saa
hun vilde graate.
Da slap Jacob Storstu hende, Kvindfolket. Og de stod og taltes ved de to, som var hun en Jente og ingen Hulder. Og da hun snudde sig og lo, var hun ikke hul i sin Rygg, men havde Trøie med Hægter som andet Folk.
Da fôr det noget andet gjennem Johanna Velstu: Hun tænkte, at dette var Taterkvind, og at Jacob Storstu var falden i Elskov med hende.
Men da hun saa til de to, gik de begge ind i den vesle Løe i Skogen, og der røg en liden Røg af Løen.
Johanna Velstu kjendte noget saa synderligt. Hun frøs i sit Ansigt, fast det var Solsteg og høi, varm Luft; hun vidste nu, at paa denne Jacob behøved ikke Bygdens Jenter mer at tænke, og hun syntes straks, at han var som en fremmed Mand, som en vilde have ud af sit Minde, men ikke rigtig kunde.
Saa bad hun igjen Fadervor, men tænkte paa
