165
Præsten, Hrr Holst, stod som himmelfalden. Men da han vel havde sat sig, lagde han Haand paa Bord for Lensmanden og sagde, at nu var Tater-Kristens Maal fyldt; nu maatte den jordiske Retfærdighed ramme ham.
Morgenen efter reiste Lensmanden med mange Mænd i Følge nordover til Jutulskaret. Havde Sollifolket magtet at faa Fanten ud af Bygden, saa skulde det ikke gaa dem likere her i Rendalen!
Det var solblank Septemberdag.
Hele Morgenen frem havde Lensmanden og hans Følge drevet paa i Jutulskaret lige frem til Kjærnet og ingen fundet. Nu drog de sig høiere opp did, hvor Folk havde fortalt, det brugte at ryge i Ødet.
Efter en halv Time var de midtveis i Fjeldet.
«Heroppi maa det væra,» ropte Lensmanden, som gik først, nedover mod de andre. Han havde seet det svartne paa et Glap mellem Bergrasene.
Da steg medét en Kjærring opp lige bag ham, som var hun runden af selve Stenen.
Det var Tater-Guri.
«Gaa att, Lensmand,» sagde hun. «Her raar vi.»
Han hugg Tag i hendes Arm.
Da kjendte han et Greb i sin Aksel og saa Blinken af en Kniv.
