153
Medét braastanser hun, svinger sig rundt og staar.
«Haa, haa, haa!» haanskriker hun opover mod
dem. Snur saa igjen og springer.
Det blev Sprang, som de aldrig havde seet, hverken af Kar eller Kvindfolk; saa sagde de siden. I hængende Tærn som en vild Rens-kalv nedover Flaaen, i Kors og i Krok indunder og opunder mellem Skarene og saa medét bent mod Bjerkeskogen, saa de bare saa de brune Lægger efter hende mellem Buskene.
«Haa, haa, haa!» hørte de det rope langt dernede i Fjeldbaandet. Saa blev hun borte for dem.
De stod en Stund handfaldne og stirred; snudde saa og drog sig langsomt Høgden rundt nordover til dem, som vented.
«Ho vart borte nedpaa der,» sagde de, da de naadde frem.
«Ja, sligt Fantpakk har Høl aillestans,» svared Embret Sollien, reiste sig og stakk Piben i Lommen. Derpaa drog de beneste Veien tilbage til Storslett-bækken.
I over en halv Time var det stillt kring Mærrakjønna. Høifjeldshuggende stille.
Saa, medét, var der nogen i Granskogen frem-
