138
Men fjernt oppe paa Jordet knarped Akerriksen
sin evige, travle Knarp, som kom dét dernede ikke
hende og Græsset ved.
— — — — — — — — — — — — — — — — — —
Fremover langs Elvekanten søndenfra kom Fremmedfolk dragende. Foran to Karer, en høi og en mindre, bagefter to Kvindfolk, et gammelt og et ungt, med Sækk paa Rygg og Barn Hakk i Hæl bagefter.
Felen braastansed, da de kom; Folk stod og stirred. De drog uden et Ord Baalet forbi og frem til Hafællen mellem Bergjordet og Haugjordet; der smøg de over og blev borte.
«Gammel-Guri-følget,» sagde en ældre Mand.
«Ja, ho var med, a Guri,» sagde en anden. «Men aakken Fant det var —?» Han stirred nordover.
Nei, det vidste ingen.
Taushed faldt; Felen hugg atter i.
Det gikk smaa kipne Rykk gjennem Gutterne; Jenterne drog Aanden dybere og knytted sine Skaut. Og snart flakked og flammed det rødt over hede Ansigter, som svinged ud og ind mellem Ildskjæret og Mørket under kvasse Rop og Slag i Hæl, mens Løvskogen langs Elven syntes stor og nær mod den natgraa Luft. Men gammelt Folk med Hænder paa Rygg stod og saa nordover og talte dæmpet om Tater og Taterfærd Sommernætterne.
