130
Lede, at han syntes, han kunde graate eller slaa nogen.
Følget laa-igjen fremved Throndsjøkjønna tilkvelds; Kirsti og Gammel-Guri var gaaet tildals paa Speid; thi Jonsoknat blev der folketomt i Husene, saa da var der noget at hente.
Han reiste sig og stirred ned i bratte Groven; han syntes, han havde hørt Sten rulle, og nu stod Solen øverst i østre Li, saa nu var de ventendes begge.
Saa satte han sig igjen og sad svartøgd, svartskjægget med Hænderne huggne kring Jernpiggstaven.
Dér kom de. Han hørte dem tale dernede. Han lagde Staven, men sad ellers som før.
Lidt efter kom Kirstis Hode frem over Stenknauserne, og bag hende, længer nede, hørte han Harken af Gammel-Guri og Hugg af Piggstav i Fjeldet.
De kom begge lige bort-til og slog sig ned paa Stenhamrene, der han sad. Kirsti brandt i de brune Kinder; Gammel-Guri stred med Pusten, saa det hørtes høit.
Slig sad de en lang Stund tause og saa ud over Dalen, han som Kjending paa alt gammelt kjendt, de, slik som fremmede ser paa det fremmede.
Mens Solen faldt.
