124
— — Det var kallt om Kvelden, og Kristen
Jacobsen havde Rammved-rod paa Aaren. Høstnatten
laa svartnende over Ljaaren; Ildgnister og
uldgraa Røg slog ende op og ud. Men ude sov
Natten kulstappende svart og dyb. Stjerner brandt
ikke; et Skimmer af Ny skalv som en Anelse langt,
langt inde.
Ret som Kristen Jacobsen laa, fornam han ligesom en liden Uro derude. Det hørtes, som om noget leved og var derudenom Buvæggen.
Han reiste sig halvt, men lagde sig atter nedpaa. For nu var det stapp stille. Kanske Elg havde strøget forbi eller Storfuggel slaaet ind i Træ efter Røgen? — skjønt nei; da havde han hørt Indslaget.
Han laa igjen og kjendte dormende Tyngde; thi nu blev det mørkere, og Rammvedroden brandt stillere.
Ret, som han laa, var der igjen nogen ved Døren.
«Huf saa kallt,» sagde det. Og det var Kvindfolk, som talte.
Det stakk til i ham kvasst som en Glo midt i Bringen. Han braareiste sig og sad.
I det samme spratt Budøren opp, og der stod en Jente i Lysningen med Ryggen mod ham vendt. Da skjønte han, at det var hende.
