123
paa Vedfang nordved Sætningssjø-enden i en liden Bu, der den vesle Bækken, som kommer vesterfra, rinder i Snødølselven. Skulde han da ogsaa freste Auren, som nu var gaaet opp fra Sjøen for at tide og stod tykk indunder Græstorven hele Bækken opover.
Han havde været saa sturen siden den Dag, saa underlig urolig i Kroppen og trang for Pusten, endda han havde Hug paa Mad; men straks han var kommen i Skogen, var det hele som strøget af.
Furuerne stod rimgraa i Høstdagskulden; Skodde røg langs Aaen og indpaa Myrerne, og som han stod der og hugg, saa Smaabjerken skalv og det krased og gav sig i de spekte Bjerkeblade under Foden, eftersom han flytted sig, blev han saa forunderlig glad og let, at han mest drog paa Smilen; og som han i Kveldslukningen laa der paa Knæ fremved Bækken og kjendte Fisken indunder Græstorven glide blank og rund og levende gjennem hans Haand i det iskolde Vand, tog der ham medét en slig spillevende Skogens Vildskab, at han syntes, han gjerne kunde springe ende opp og knegge som en vild Hingst udover. Men han taug og slængte bare Fisken med et kvasst Rykk paa Land, hvor den blev liggende og slaa og blinke mellem de rimfrosne Tuver, til den stivned Skogsfolk tier, som Skogen tier.
