108
sovende Luftning; den aanded i Nattesløret som i en drivende, vuggende Vugge. Og Himlens blaadunede Teppe hvilte let derover, fæstet af natbleke Stjerner dybt inde.
Al Høifjeldets og Storskogens Natur laa i Elskovs Hvile; al Dagens stærke, vilde Lyd, alle mætte, store Kræfter taug og kjendte sin Kraft.
Og de to Naturens enkle Mennesker gik dybere og dybere ind, som ledte de efter sig selv.
De taug begge. Hans stærke Arm med de brune Hænder var som Jern kring hendes Skulder; hans vilde, mørke Skjægg laa mod hendes Kind, mod hendes sunde, hede, æblerødmende Kind. Og Aandedræt gik og kom, som veksled de to sit Liv derigjennem.
Nu stansed han.
En stor blaagraa Sten laa fri mellem Granerne. Blaa stod Nattehimlen over; kjøligt Bækkesig dufted Svalhed ud af Moss og Grønske tæt derved. Men blyg Linnæa vokste hemmelighedsfuld rundt de unge Graners fine grønne.
Han stod.
Han stod og saa paa hende, og smilte.
Og hun smilte tilbage.
En Mand, fortærende vild af Liv og Ensomhed i Skogene; al Skogens kjølige Brand i hans Blod — og en ung Kvinde, som vilde ham og intet andet end ham i Verden vide.
