102
Men nu var det Sorg. Det eneste var, om nogen Gut kom, som én fik kjær. Da blev det værdt at leve den Stunden; men siden var der Sorg. Men saa var det vel i Verden laget. Og saa kom Døden tilslut. Og den var god at dø.
Hun kjendte, ligesom Graat sad i Bringen; men hun graat ikke; for det var i Kviltiden, og hun fornam bagom sig Kirkens Spir. Og hun tænkte, det ringte og sang:
«Dillom Dalom, langt borti Garom!» — og det svæved og svang i Solregnet langt, langt indover de fjerne Aaser; men Glaama hun gik dulgt dernede i svarte Skogen, og hende saa ingen her.
Hun snudde og vilde gaa —
Men kjære, hvad kom det for Folk bratte Veien opp?
Fremmedkropp, som gik?
Hun blev staaende, bøied sig ned og tog et Straa for at have noget mellem Fingrene og blev staaende for at se.
Fremmedfolk, som gik, var sjeldent Syn i Sollien.
Hun stod og stirred ufravendt. Det var solbrændt Folk, som kom — svarthaaret og i Saueskindsvams. Kanske Tater? Men da var der fler.
Hun blev endda staaende og stirre.
Nu stansed han, som kom, og slog Pusten; men han saa ikke hende; for hun var paa Jordet bag Ski-
