100
Heroppe i Sollien laa en ligesom ovenom og
bortenom alle Mennesker; det var som at være
paa Sæteren Aaret rundt og længte tildals, men
aldrig faa komme!
Hun stod og saa nedover gjennem det solglitrende Efterregn, som drev i al Luft. Fjeldblaakjen var borte nu efter Regnet; én saa langt og klart indover alle Østfjeldene mod Reyndalen til.
Hun kjendte slig Lyst til at lokke paa en eller anden Buskap i Fjeldet; men hun taug. Det var midt i Kviltiden, og hun stod jo paa Kirkestujordet; bag om sig fornam hun Spiret af den nye lille Kirke, og hun kjendte det, som hørte hun halvveis Kirken til. Thi Far hendes bodde i Kirkestuen og var Ringer og Graver og andet sligt.
Nu var hun kommen hid tilbage efter al Sorg med ham Kristen Storstu, som var faren, og her skulde hun nu blive hos Far sin og aldrig fare til Reyndalen mer.
Det eneste maatte være, om hun skulde tage Tjeneste hos ham Embret paa Sollien, som trængte Folk. Det var stor Gard, og Folket der brugte at blive, naar de først var vel komne.
Og denne Embret Sollien var ligesom Hosbond i Dalen. Om en da kunde kalde det Dal slig en Afbygd bag i Fjeldet, som dette var.
Og hun stod der igjen og tænkte paa Reyndalen, hvor fager Dalen var, og hvor folkfængt og
