91
«Det lader ikke til, at andre faar gjøre, som de
vil,» svared han skarpt.
Ola saa ned.
«Det er in annan Sak det,» svared han.
«Nei. Det er netop samme Sag det!» Præstens Blik funkled.
«Det er skammeligt er det! Det er ukristeligt, som Du har faret frem! — Og det synes alle!»
«Saa?» Ola saa op som snarest.
«Døm faar saa synes da,» svared han.
«De andre ja — men ikke jeg!» Præsten talte kort og bestemt.
Ola Glomgaarden saa paa Præsten; han skjønte ikke.
«Det kain fuill væra dei det saammaa,» kom det.
«Nei,» svared Præsten. «Det er ikke mig det samme. Du har ført mig bag Lyset. Du har indbildt mig — jeg maatte jo tro, at Brudevielsen skeede med din Datters Samtykke. Du har narret mig til at foretage en Embedsgjerning, som jeg ikke kan forsvare; jeg vil drage dig til Ansvar for dette.»
Ola Glomgaarden blev anderledes i Synet. Noget blekt steg.
«Det trøngs fuill itte hinnes Ord før sligt væ,» sagde han.
Da reiste Præsten sig.
«Jo,» svared han. «Det er absolut nødvendigt. Men Du er en Tyran Ola, og det kan jeg ikke tilgive dig!»
Han kræmted.
