89
Ola Glomgaarden stod netop ifærd med at spænde Gammelgraaen for Plogen, da han fik se en Mand komme ridende nedover Gutuen til Gaarden.
Han stirred lidt, før han drog Kjendsel; saa skjønte han, at det var Præsten.
Kjære, hvad kunde den Mand ville! Det havde ikke hændt paa mange Aar, at Præsten var kommen did tilgaards.
Og der fôr en næsten fælen Fornemmelse gjennetn Ola Glomgaarden.
Præsten kom langsomt ridende. Han havde Gut med, som aabned Grinden og leied Hesten. Han red lige frem til Svalen og steg af.
Ola Glomgaarden, som netop spændte for, satte først Sælepindene i. Saa rusled han fremover til Præsten.
«Goddag min kjære Ola,» sagde Præsten; han kom fort af Sadlen og rakte Ola Glomgaarden Haanden.
«Godau, aa vælkommen teil,» svared Ola Glomgaarden nølende.
«Du faar gaa ind!» Han saa mod Døren.
«Tak, tak!» Præsten gik ind, fort i Vendingen. Det var svalt inde i den store Stue. Han satte sig uden videre.
Ola Glomgaarden rusled efter.
«Saa Præsten er ute aa reser au?» spurgte han; han stod.
Præsten pudsed sin Næse og fik Brillerne frem.
«Ja, jeg er det, min kjære Ola,» svared han.
Ola rusled mod Koven.
