87
Præsten slog ud med Haanden.
«Ja, naturligvis! — Naar galt skulde være!»
Han gik heftig frem og tilbage; saa tverstansed han igjen.
«Du skulde være kommen til mig før, Thore,» sagde han, han lynte gjennem Brillerne.
Thore stod laagn og saa hen for sig.
«Vi vart itte færdaune før,» svared han.
«Færdige!» Præsten knytted de smaa, fede Hænder. «Jeg tænker Dere er mere end færdige! Dere bor jo sammen!»
Thore blev langsomt rød.
«Nei, det gjør vi itte,» svared han.
Præsten tog et Skridt tilbage; de knyttede Hænder aabned sig langsomt; han blev staaende og stirre paa Thore.
«A Mor vilde itte,» kom det forklarende fra denne.
Da lysned Præsten over hele Ansigtet. Han satte sig og blev siddende, mens han klapped med med Haanden paa Bordpladen.
«Ser man det,» sagde han. «Ser man det! A Mor vilde ikke!»
Han reiste sig igjen, gik lige bort til Thore og klapped ham paa Skulderen flere Gange.
«Det er undertiden godt at ha en Mor, Thore,» sagde han.
«Ja,» svared Thore. «Men naa lyt vi gifte øs!»
«Ja, naturligvis!» Præsten nikked i Tanker hen for sig.
Pludselig snudde han Hodet mod Thore.
«Haster det?» spurgte han.
