83
hed; for han havde to Dalersedler og endda et Markstykke og en Tolvskilling i Skindpungen.
De havde i al Stilhed lidt paa Kistebunden der paa Braaten, uden at nogen vidste synderlig om det.
Thore kom sig fremom Døren og drog Klinken i efter sig.
«Gokveld,» sagde han.
Præsten reiste sig.
«Aa, er det dig Thore.» Der kom et besynderlig magert Smil frem i Øinene paa ham.
Thore blev staaende ved Døren.
«Ja, det er nok det,» svared han.
Præsten lagde Brillerne og mysed mod ham.
«Du kommer alligevel da,» spurgte han.
Thore stod lidt.
«Ja — je lyt nok det,» kom det, lidt forlegent.
Præsten kræmted.
«— det var en slem Historie dette,» sagde han.
«Ja — det vart det.»
Der laa et lidet, tirrende Smil dybest inde i Thores blaa Øine, da han svared.
Præsten mysed stærkere og satte sig.
«At Du vilde indlade dig paa dette, Thore,» sagde han. Han dunked smaa bløde Dunk i Bordet med sin knyttede Haand.
Thore stod alvorlig.
«Det maatte saa gaa det,» sagde han. «Slik som’n Ola fôr.»
Præsten taug. Saa snart paa Postillen og snart paa Thore.
