79
«’Na ska Du ha,» sagde hun — «taa Mor dine,»
føied hun til med et godt Smil.
Berit blev blodrød i Ansigtet og tog imod.
«Nei, sjaa!» sagde hun. Hun stod med Kronen mellem Hænderne og fingred og stirred. Saa endelig lagde hun den tilbage i Morens Fang.
Kari Braaten stelte med Søljerne, bandt Silkebasttørklædet omstændelig ikring, reiste sig og lagde Brudekronen paa sin Plads i Kisten.
«’Na ha vøre ti Slægten længe,» sagde hun. «Hver evige Jente har brukt a!»
Hun lukked Kisten, som smaldt i med en solid Smeld af Smidjujernslaasen, og tog Nøklen ud.
«Ta Nykkjyllen Du naa,» sagde hun og rakte Berit den.
Berit Glomgaarden saa paa hende og blev igjen rød.
«Nei kjære,» hvisked hun.
«Jo, ta Nykkjyllen Du naa,» gjentog Kari Braaten. «Je er saa glømsk je — vørté,» føied hun til. Hun stakk Nøklen bort i Haanden paa Berit og klapped hende med skjælv Haand nedover.
«Døtter mi!» sagde hun. Saa snudde hun og gik Ramnstrappen ned.
Da Natten faldt, med Glommens evige Sus gjennem Granskogstilheden i sval Strøm Gaarden forbi, sov Berit Glomgaarden paa Rammen med Hodet snudd mod Væggen og Armene træt over Felden. Hun var paa farlig Brudefærd langt langt borte i glittrende Eventyrbygder, mens den gamle Kiste med Rosemalingen og de tre snirklede Bog-
