74
Berit Glomgaarden fulgte sin Fader den hele Vei taus, uden et Ord; han gik foran og hun efter. Tjenestedrengen jog Hesten paa Sunn ved Sundstedet; saa staked han dem alle over med Baaden.
Der blev stor Undren paa Glomgaarden, da Berit kom.
Fasteren tog hende i Haand.
«Nei kjære, att Du kôm att leil,» sagde hun; saa fulgtes de to op paa Ramnen, hvor Berits Seng stod opredt som den Dag, hun skulde være Brud.
Berit vilde ikke spise, gik bare tidlig og lagde sig; hun var blek og svared lidet paa, hvad Folk spurgte.
Ved Kveldstid kom Fasteren op, og de to talte meget sammen ud over Kvelden.
Sluttelig spurgte Fasteren om, hvordan det nu havde sig med hende og Thore.
Hun svared ikke først; men om en lang Stund kom det:
«Aa, det faar Dø snart sjaa,» svared hun; hun laa vendt mod Væggen.
Da spurgte ikke Fasteren mere.
Den næste Dag tidlig om Morgenen, før Fjøskullen endnu var oppe, sprang der en Jente Ragstveien nedover fra Glomgaarden til Elven. Hun sprang over de kjendte Jorder og slog ind paa Veien til Sundstedet; Baadnøglen holdt hun i Haanden sammen med Tørklædet, der hun sprang; Trøien var ikke knappet i Bringen.
