2
Karen; men der var sjelden mere end to og tre Børn i hvert Slægtled og mest Sønner.
Han, som nu eied Gaarden, hed Ola Eriksen og havde hentet sig Gifte fra Storelvedalen. Konen hed Kari og var fra den store Gaard, som laa paa Tryanæsset, der Trya faldt i Glommen.
Ældre Ætled havde gjerne hentet sig Gifte fra nærmeste Gaard ved Atnas Os; men med Tiderne var Samfærdselen med Elvedalen bleven en større, særlig i Julehelgene, og slig var nu dette Gifte kommet op.
Til Gaarden var dermed ogsaa kommet Ku fra Elvedalen, et større Slag med Navne efter Gaarde og kjære Ting fra den unge Kones Hjem.
Denne Ola Eriksen og hans Hustru Kari fik mod Slægtens Vane ingen Sønner; Folk undred og vented og de selv ikke mindst. Tredie Aaret endelig blev Konen med Barn; men da det kom, var det en Jente.
«Det maa væra vekt ti Folka dine,» sagde da Ola Eriksen til Kari.
Hun, som var spædere og lysere end Glomgaardsfolket, lo og sagde, der hun laa:
«Du lyt ha Taalmod» — hun smilte saa vakkert i det samme.
Og Ola Eriksen, som drog sig paa Minde, at han havde faaet otte gilde Kjør og Hest og Slæde paa Kjøbet foruden den digre Skogteig fremved Nekjølsmyren med hende Kari, faldt til Taals.
«Ja, det kain fuill saa vara det,» havde han da svaret. Saa havde han taget en ny Buss op af
