72
«Aa Du ska sjaa, det bir itte det saammaa,»
sagde Jacob Braaten, «mar a bir borte in Dau —»
han saa igjen bortpaa Berit.
Da brast denne i Graat.
Der var lidt Taushed.
Om en Stund talte Berit.
«Ma je heil taa’m Thore,» sagde hun; det dirred endda kring Mundvikerne.
«Det er det saammaa,» svared Faderen. «Hem att ska Du!»
Jacob Braaten saa bortpaa Berit.
«Du faar følje’m lel mener je,» sagde han. «Saa faar’n sjaa!»
Der var lang Taushed.
Noget haardt steg kring Berits Mund.
«Ta bir gæli,» sagde hun.
«Aa!» — Jacob Braaten trakk paa det.
«Følj’m naa da,» sagde han.
Hun svared ikke.
Da snudde Ola Eriksen sig. «Kom naa.»
Hun reiste sig langsomt — og fulgte. Uden et Ord, uden at snu sig.
Og de tre gik, forbi det nye Hus, hvor Thore stod i Svalen og stirred.
Da snudde Berit sig og saa paa ham, længe.
Tjenestedrengen gik og spændte Storbronen fra Stenlasset, tog den i Bigslet og drog sydover. Fader og Datter fulgte uden et Ord.
Thore Braaten stod handfalden og forstod intet, da Berit var gaaet. Blek i Ansigtet drog han ud af Svalen og ind i Gammelstuen til Far sin.
