35
Jamænd havde ikke Gutten laget Gard — efter
fattig Anledning!
Men saa steg Harmen.
Hvad Fanden havde han med Thore Braatens Fillegard at bestille? Og hvad Fanden havde Gutten med at lægge sig efter Datter hans?
Hvad var det for Huser her? Og hvad for Buskap?
Og Skogen? Den vesle Skogen, som hørte Pladsen til! — — —
Ola Glomgaarden gik tvers frem over Brydningen uden at se sig om efter Thore, som havde sænket Grævet og nu stod og stirred; han gik lige hen til Grinden — de havde faaet ny Grind og Hafælle ogsaa! — det var bedst at tale med Gubben først!
Der saa han nogen, som kom frem i Glasset og blev borte igjen; det var som et Kvindfolkskaut — du skulde se, hun var hjemme hun Kari, Kjærringen ogsaa!
Ja, det fik ikke hjælpe! Det han havde at sige, det skulde bli sagt; det skulde han være Mand for!
Saa gik han bent paa Stuen, hvor ingen kom ud.
Han tog i Klinken. Han gik ind. Snudde sig rundt i den lave Dør og lukked efter sig.
«Godau,» sagde han.
Jakob Braaten sad ved Aaren og Kari, Kjærringen hans paa Bænken fremved Glasset.
Det lugted kogt Kaal derinde. De skulde nok snart til at aufte.
«Aa Godau,» svared Jakob Braaten; han sad.
