7
Det bar bratte Groven op. Ola Glomgaarden
med Søsteren Karen paa Storbronen gik rat foran;
Thore Braaten med Berit paa Gammel-Graaen kom
forsigtigere bagefter.
Der taltes ikke; Hovslag i Sten og Gniks af Sadel hørtes i Stilheden, der Hestene arbeided sig opover. Hæljernede Sko fandt det kjendte Fodlag opover den kjendte Vei; Lugt af Ola Eriksens Tobakspibe glufsed af og til i Berits Næse, der hun sad lys og taus.
Foran hende gik Thore Braaten uden at se sig tilbage.
Øverst i Groven stansed Gammel-Graaen ved den store Kvilsten, som den var vant; men Stor-Bronen med sit Følge drog videre.
Stor-Bronen var nykjøbt Hest og af større Slag end de andre. Det steg for den, der den gik; den bar ogsaa lettere.
Gammel-Graaen slog Pusten og saa sig tilbage; Gutten stod ved Siden med Bigslet slapt; Berit sad ventende.
Nu forsvandt Stor-Bronen oppe i Knækken.
Thore Braaten, som stod der ved Siden af Hesten, saa nu op paa Berit med de blaa Øine.
Hun smilte. Et kjendt, tryggt Smil.
Da smilte ogsaa han.
Det var et Smil fra Hundred Dages Lek i Skog og paa Fjeld, i Gaard og paa Sæter. Smil mellem to, som kjendte hinanden.
«Vi blir att vi,» sagde Berit.
Han spytted. Det var Tobakspsyt.
