113
Faren saa paa Datteren. Saa gik han fort borttil
og gav hende Knyttet.
Hun løste opp, tog Kronen — og satte den paa sit lyse Haar. Saa rakte hun Faren Silkebasttørklædet.
«Gjøm detta Du naa,» sagde hun.
Der kom et Kvækk fra Glomgaardsgubben; han tog imod uden et Ord, folded Tørklædet forsigtig sammen, stakk det ind under Brystdugen og gik til sin Hest.
«Rid ivei Du Thore,» sagde han, da han var kommen i Sadlen. «Ellers bir Du frossen!»
«Aa, je har vørré med ti Fløtingen før je,» svared Thore munter. Saa slog han paa Storbronen og red i skarpt Trav oppover Veien til Tegnstadstuen. Der fik han vridd Vandet af sine Klæder og tørket paa sig, til Følget kom.
Det sortned af Folk kring Kirkeplanken. De stod i Grupper paa Veien og talte dæmpet; de saa af og til opp mod Vestalien eller opp i Kirketaarnet, hvor Gælensimen, Ringeren, stod i den aabne Glugge paa Vagt; men oppe ved Skigarden, lige i Skogkanten ved Haugsetjordet, stod en Mand og saa udover med sligt koldt, underligt Smil.
Det var Gjermund Haugset.
Endnu var ingen kommen, skjønt det var en Time over Tiden; Præsten var i Sakristiet og havde flere Gange sendt Klokkeren ud i Kirkedøren for at se. En underlig fælen Kjendsel be-
8 — Bull: Glomdalsbruden.
