110
sig fort fremover mod Sundet, Thore foran, de to gamle efter.
Komne til Baadfæstet stansed de alle tre undrende. Der laa ingen Baad.
De stirred over mod Sundet.
«Kjære aa er detta!» udbrød Thore. Glomgaardsbaaden var ogsaa borte.
Men paa den anden Side stod Drengen paa Glomgaarden raadløs med Storbronen opsadlet.
Thore snudde sig mod Jacob Braaten.
«Baata er borte,» sagde han.
De saa paa hinanden de tre.
«Detta er’n Gjermund,» sagde Jacob Braaten.
Thore stod lidt.
Saa gik han lige ned til Stranden.
«Sæt øver!» ropte han.
Drengen paa den anden Side kom nedtil.
«Baaten er borte!» ropte han tilbage.
Thore ropte igjen.
«Aa er detta før Slau!»
«Je vet itte!» svaredes der tilbage.
Der stod de tre.
«Naa har Du att det!» sagde Jacob Braaten harm.
Thore taug.
Thi derover, ned mod Sundstedet, kom nu Brudefølget. Berit foran paa Gammelgraaen, Ola Glomgaarden og Elvedalsgjæsterne i stort Følge bagefter. Nu holdt de. Og der blev talt og spurgt.
Berit blekned, der hun sad.
«Detta var forsætt!» sagde Mændene.
