5
Folk sagde, hun havde dette efter Moderen og
Folket ved Tryanæsset.
Naar Folk kom paa Besøg eller hun selv var mellem Fremmede, var hun stilfærdig og faamælt, blid og blyg i al sin Færd, saa de undredes paa, om hun havde To i sig til at blive Kjærring paa nogen stor Gaard; men bare Karen, Faster hendes, vidste, at hun bagom det blyge havde Faderens stride Sind.
I seksten Aars Alder skulde hun da frem i Bygden for at gaa for Præsten.
Ridende paa Kvindfolksadel og fulgt af Faderen kom hun over Fjeldet og blev boende hos en af Slægten de Uger, Præstelæsningen stod paa.
Der var mange af hendes jævnlige, baade Gutter og Jenter; men hun holdt sig til faa, nærmest til ingen.
Den eneste, man saa hende tale med af og til, maar sligt kunde træffe sig, var en fattig Glomdalsgut, som boed i en liden Plads halve Milen nord for Glomgaarden paa vestre Glomsiden i Ødet.
Han hed Thore, og Pladsen, han bodde paa, kaldtes Braaten; den laa lige ved Glommen og under Grøtbratten.
Denne Thore var af Slægt nordenfra. Helt fra Tolgen, mente somme.
Han var blaaøiet og fager af Ansigt, høi og mager og talte lidet.
Vel klædt var han aldrig; somme mente, han var taus af den Grund. Aldrig lagde han sig fremi, naar Gutterne drogs; men somme, som kjendte
