103
«Nei, nei, plugg Du kun videre min kjære Gjermund,»
sagde Præsten; han kom lige hen.
Gjermund saa sig om.
«Du for sjaa aat, Du faar sitte,» sagde han. Saa tog han Sko og Verktøi og bar det til Koven; kom saa atter langsomt ind.
Præsten er ute og gaar?»
Præsten satte sig.
«Ja, jeg er det, Gjermund,» svared han. Han fikk Brillerne frem og paa Næsen.
«Jeg vilde gjerne tale lidt baade med dig og din Far, men først med dig.»
Gjermund saa urolig ud.
«Ja, det er fuill saa det,» mumled han.
«Jeg kommer til at gjøre dig nogle Spørgsmaal,» sagde Præsten og saa skarpt paa Gjermund gjennem Brillerne.
Gjermund slog Øinene ned.
Præsten folded sine smaa fede Hænder over Brystet.
«Det er nemlig om dit Forhold til Berit Glomgaarden,» fortsatte han. «Og jeg maa have fuld Besked. Der kan nemlig komme Sag ud af disse Ting, saa hvad Du siger maa kunne beediges. Det er paa Embeds Vegne, jeg idag er hos dig.»
Gjermund gløtted op, men slog atter Øinene ned.
Præsten lagde Haanden paa Bordet.
«Sæt dig,» sagde han.
Gjermund seg borttil og satte sig endelig.
«Du ved, jeg har forkyndt Lysning for dig og Berit — efter dit eget Forlangende?».
