100
som hang i Faderens Rum i Koven, stod han netop derinde. Hun kom fort gaaende.
«Je skuille ha Staburnykjyllen,» sagde hun; hun saa paa ham.
Han gik bort og hented den, uden et Ord. Gik saa hen til hende.
«Du skulde ha, skulde Du!» sagde han; han hytted til hende med Nøklen.
Hun smilte.
«Aa for Slag?» spurgte hun; saa tog hun Nøklen. Han holdt fast.
«Nei bi naa lite,» sagde han.
Da gik hun lige indtil og bøied Armen kring Halsen paa ham.
Han lod det ske.
«Det er fuill ’n Thore, Du vil ha væ?» sagde han, ganske lavt.
Hun blev sprutrød.
«Ja — faar je Lov taa dei saa,» kom det.
Han strøg hende keitet over Hodet.
«Aa jo, Du spør om Lov Du!» svared han.
Hun saa paa ham fra Siden, der hun stod med Armen kring hans Skulder.
«Gjor’e Du det Du da, ma’ Du tok a Mor?» spurgte hun.
Da lo han.
«Gaa naa, Skarvjinte,» sagde han.
Hun gik og smilte hele Tiden.
Da Ola Glomgaarden lidt senere kom ind i Stuen, hvor Præsten sad, kræmted han lunt og kom lige fremtil.
