99
«Fort nu Berit» ropte Præsten. «Jeg er virkelig
sulten.»
Saa rakte han Ola Glomgaarden hjertelig Haanden.
Men Berit saa paa Faderen — og lagde saa paa Sprang ind.
Præsten gav sig god Tid, før han gik tilbords. Saa efter, at Hesten blev sat paa Stalden, spurgte Ola Glomgaarden om et og andet baade om Aarsveksten og Sæterstellet, besaa det nye Fjøs og andet. Medét vendte han sig mod Ola Glomgaarden og slog Hænderne ihop:
«Nei for Gaard det er blevet paa Braaten!» udbrød han — «slig prægtig Jord!»
Ola Eriksen var alvorlig.
«Ja det er nok itte værst,» svared han.
«Ellers har vi naa Gard nok her,» føied han til.
«Sig ikke det. Sig ikke det, sig ikke det!» svared Præsten — «al den Skog ved Siden. Og en bra, dygtig Gut!» Han saa Ola ind i Øinene.
Ola Glomgaarden stirred ned fremfor sig.
«Ja Guten er bra nok,» svared han; «men» —
«Ikke noget «men» nu mere,» sagde Præsten — «ellers kommer Vorherre og siger «men», naar Du engang skal banke paa Porten.» — Dermed gik han ind.
Præsten blev paa Glomgaarden Natten over. Og Berit stelte med Kveldsvord og alt, som om hun aldrig havde været fra Gaarden.
Da hun om Kvelden skulde have Stabursnøklen,
