96
«Kjære vær itte hard aat’n naa,» bad hun igjen.
«Kjem det mer naa, saa er je styggt ræd, det kain gaa gæli; det er fali borti her sir du! Ælva aa — langt aat Folk aa —»
Præsten snudde sig.
«Nei, nei, det er jo over nu! Det er jo over nu, min kjære gamle Kone»! sagde han. Han klapped hende paa Skulderen, kræmted og lukked Døren bestemt i efter sig. Saa gik han hurtig nedover mod de to, som stod hver paa sit Hold der udenfor Svalen paa den nye Stue og vented.
Præsten kræmted et skarpt Embedskræmt og nikked, idet han drog de to forbi og ind i Svalen. Saa aabned han Døren og gik ind i den unge Furuduft og Svalheden mellem de nytømrede Vægge.
De to fulgte langsomt og blev staaende fremme ved Døren forlegne.
Præsten gik et Par Gange op og ned, snudde sig og saa rundt Væggene.
«Her har Du det rigtig hyggeligt Thore,» sagde han. Han gned Hænderne. «Nu mangler Du jo bare Kone og Barn.»
De to saa halvt undrende bort paa Præsten.
Præsten stod lidt og fik sin strenge Embedsmine paa. Stod atter lidt og funderte. Saa gik han lige bort til Berit, som blev blekere.
«Her har Dere det rigtig hyggeligt, Barn,» kom det igjen; han klapped hende tre Gange paa Kinden.
Hun saa opp, spørgende.
Han kræmted, sit mildeste Kræmt.
