4
Men den vesle Jenten, som blev igjen efter hende,
maatte være af stærkere Slag end Moderen; for
hun holdt Livhanken Vinteren frem, endda der
ikke fandtes Bryst, hun kunde lægges attaat, og
Vintermelken var skrind paa alle Krøttør.
I denne Glomdalens store Stilhed voks Berit Glomgaarden op.
Ola Eriksen, Faderen, gifted sig ikke. Ikke for det; han kunde nok saa have gjort; for Kjærring maatte Gaarden have; men Søsteren, hun Karen, var kommen hjem fra Elvedalen, da Konen døde, og under hendes dygtige Stell sattes Gaarden.
Saa kom da Ola Eriksen ikke til at gifte sig, men blev gaaende der i Ensomheden. Han aad meget og blev førere end Gaardens Mænd før ham, og saa stærk blev han af al den gode Sovelmad, at de sagde, han kunde løfte en Hest. Han tog sjelden i; men gjorde han det, gjorde han det tilgangs, saa der blev talt om det i Bygden. Godkjynnt var han som oftest; men havde han sat sig noget i Hodet, skulde det fram.
Berit Glomgaarden blev paa denne Maade femten Aar. Hun saa sjelden andre Folk end Gaardens, kunde af og til være med paa en Julemoro om Vinteren eller fremme ved Kirken en Gang om Sommeren; ellers holdt hun sig mest hjemme.
Hun blev høi og lys, vakrere end Glomgaardsfolket som Regel havde været, men spædere i Voksten og mildere i Røsten.
