Mærkelig-Anders tok imot Støten, da Baaten la
til; Finngutten sat ved Aarerne; men Gammel-Haakkaa
stod med Hoven, still, og stirret paa Fisken, som jeg
en efter en tok op av Agterrummet og kastet paa Land.
Det var en og tyve vakre Ørreter.
«Ta var itte værst det Gut,» sier Gammel-Haakkaa med sin dype, bævrende Stemme.
«Doille Halvtynna[1] Gut,» sier Finngutten og reiser sig.
Saa gaar vi iland.
Og mens vi andre greier med Fiskeredskaper, koker Kaffe og faar Kvelsmat frem, rensker Gammel-Haakkaa Fisken inde ved Støen, kommer bærende Gang paa Gang med Hoven fuld, salter ned i Fiskebuttene og lar alt i ett Ord falde om, at det var underligt, der kunde findes Fisk i Sølensjøen endnu, slik som de drev og huserte baade Bygdefolk og Engelskmænd; men som i gammel Tid var det nu ikke allikevel, for da kunde en ta hele Tønden paa Dagen, og det var ikke langt imellem Pundsfiskene da, maavite.
Kveldsmaten kom frem; «Lord», som var ellevild over at være fri, laa ute i Sandet og væltet sig og knurret av Velbehag; den dampende Gryte med Fisk stod paa Dørstokken i Bua for at svalne, og vi fire Fiskere sat med Hænder i Fang inde paa Langbænken og ventet.
Saa tok vi da endelig fat; de dampende Fiskestykker kom op paa Trætallerkener og Flatbrødskiver; Dram blev drukket; der blev spist længe og i Stilhet; for Dagens Arbeide og den friske Luft hadde gjort os ubændig sultne.
Ved Kaffeen og de rykende Snadder kom Tungerne igjen paa Glid; det ene Spørsmaal tok det andre, og ganske av sig selv blev det tilslut Gammel-Haakkaa, som fortalte.
Faa der oppe i Dalene hadde færdedes saa meget i Skog og Fjeld som han, og faa hadde oplevet saa meget underligt derute i Ensomheten.
Der fandtes ikke Dyr i Skogen, som ikke han hadde
- ↑ doille Halvtynna: drøie Halvtønden.
