Her lo Gammel-Haakkaa og tok med skjælvende
Haand imot Kaffekoppen, som Finngutten rakte ham.
Og i nogen Tid var der stilt i Solskinnet utenfor
Sølenbua.
Svale Glufs fra Sjøen kom av og til drivende. Det glitret i dirrende Solflom langt borte. Fluer surret i Solvæggen; Træthet begyndte saa smaat at falde.
Jeg foreslog, at vi skulde ta os en liten Middagshvil inde i Bua, og det blev med Glæde modtat av samtlige. Finngutten og Mærkelig-Anders sov snart paa venstre Langbænk, Gammel-Haakkaa og jeg paa høire, og «Lord» laa doven utenfor den aapne Budør, halvt i Søvn, halvt paa Vakt.
Klokken blev over fire, før vi fik Maten i os og kom i Vei i Baaten. Gammel-Haakkaa skulde ogsaa slaa Følge; for han var «aukjendt» i Trakten og visste, hvor Storfisken brukte at holde sig. Saa maatte da «Lord» bli igjen i Land for Pladsens Skyld, og det var med et saart, slukøret Uttryk, den paa min Befaling krøp under Bubænken.
Saa lukket jeg Døren til.
Finnguttens taktfaste Aareslag hørtes jevnt i Eftermiddagsstilheten. Fugl taug; Fly drev dirrende paa det speilblanke Vand; Lugt av Kvae kom drivende, hvor Solsteken stod stærkest; Myrlugt vederkvæget, hvor Skygge faldt.
Gammel-Haakkaa sat i Forstavnen med halvlukkede Øine; han hadde ingen Tro paa Fisket før i Solnedgangen; Mærkelig-Anders sat og plystret; men jeg holdt mekanisk Slukstangens Snor mellem Pekefinger og Langfinger, som jeg altid var vant, mens Tankerne fór viden om.
Med ett er Gammel-Haakkaa vaaken og ser ut over mot vestre Bred med skarpe Øine under de buskede Bryn.
«Sau Du ta?» sa han.
