«Gud i Himmelen,» hvisker han. Rækker sin Hustru
Avisen og peker. I det bleke, bedrøvede Ansigt stiger
en stor Glæde op; Rødme farver de hvite Kinder; hun
ser paa ham, faar Tak i hans Haand, slipper igjen, støtter
Ansigtet i begge Hænder med Albuerne paa Bordet
og blir sittende slik, længe.
Men den gamle hvithaarede Præst sprætter op og hen til mig, forunderlig fort i alle Bevægelser.
«Og saa er Du gaat i Mørket den lange Vei med denne Glæde til os! Gud velsigne Dig, Gutten min!» Og han tok min Haand og la den mellem begge sine. Jeg kjendte mig varm og glad, der jeg stod.
«Ja det var snilt gjort,» sa Fruen med sin milde, trætte Stemme. Hun saa paa mig længe med de store brune Øine. Jeg syntes hun var vakker, underlig fremmed og vakker.
«Hvad skal Du ha nu da?» spør Præsten igjen. «En Kake? Har Du en Kake, Charlotte?»
Nei Tak, jeg skulde ingen Ting ha!
«Nei, Gud ske Lov!» Og Præsten foldet sine Hænder, og han gik hen og slog dem om sin Hustrus Hals.
«Ser Du, Charlotte. Gud lever endnu. Han tar og han gir.»
«Ja, Tak skal Du ha da, Gutten min og hils din Far!» Han rakte mig Avisen.
«Vil Du nogen skal følge Dig?»
«Nei Tak!» svarte jeg modig; men indvendig var jeg svært tvilsom.
«Du er nok en modig Gut, Du. Ja Farvel da og hils! Han lyste mig ut.
Hjemveien gik bedre, end jeg hadde tænkt. Hh! Jeg var nok ikke ræd jeg. Den, som hadde gaat én Gang i slikt, han var voksen Kar. Modet holdt sig til bent for Kirkeporten; men da maatte jeg igjen til med Fadervor og det fort; for det hvitnet paa en Kors derinde, og Klokkegluggen i Taarnet stod oppe, saapas saa jeg. Men nede ved Klokkergaarden møtte jeg Lensmanden, som var paa Vei med samme Budskap, som jeg hadde bragt.
