Tusen-Mikkel.
Enhver Fjelddal har sit Bygdegeni, med Raad for al
Verdens Uraad, med Kjendskap til al Verdens Mekanik
og med et bredt, saftigt Lune, saa en kjender
sig let og glad, selv naar en gaar raadløs bort.
I den Dal, hvor jeg blev født, het Manden Tusen-Mikkel, og Opnavnet bar han med Rette; for der fandtes ikke den Ting, han ikke drev med, ikke den Bestilling, hvori han ikke var fuldlært eller i alle Fald fusket saapas, at det gjorde Nytten efter Bygdens Krav. Han var Smed og Dreier, Snekker og Skomaker, Blikkenslager og Bøssemaker, Hestedokter og Kudokter; ja, knep det rigtig, var han ikke ræd for at gi sig i Kast selv med Folk, som hadde faat en eller anden Sot eller Verk og ikke kunde naa frem til Doktor.
Tusen-Mikkel og jeg var gode Venner, og det var intet Under; ti han var gift med Marit, Barnepiken, og bodde paa Nysalen i selve Præstegaarden. Hverken han eller hun var Bygdefolk, men hørte hjemme helt Nord ved Rørosen, født og baarne paa de øde, stenete Fjeldflaaer øverst i Viddene.
Jeg hadde fra først av imot Tusen- Mikkel, fordi han uten videre brøt ind i Bygden og giftet sig med Marit, til hvem jeg hadde en Barnekjærlighet uten Grænser; men da det vel var skedd, og jeg stod der paa Nysalen mellem alt Tusen-Mikkels forunderlige Verktøi og mystiske Redskaper, begyndte Eventyrsansen at vaakne, og da jeg fik Lov til at rote i hans gamle Kasser med deres forunderlig fremmede Lugt av Ræve-
