Denne siden er ikke korrekturlest
58
PRÆSTEGAARDSHISTORIER
Jeg stiger selv av Karjolen, gaar bort til Manden,
som fremdeles staar og stirrer, og rækker Haanden frem.
Han tar den; han ser paa mig længe. Saa med ett lyser de døde Øine op som til en Gjenkjendelse, og det begynder med en Strøm av uartikulerte Lyd og underlige Fakter, som fik det til at dirre inde i Bringen paa mig. Det er saa underligt at træffe Mennesker!
