«Jeg? — Jeg holdt ikke noget Leven.»
Mor saa længe paa mig.
«Han fløi jo efter dig,» sa hun tilslut.
«Ja; men —»
«Ikke noget men, Gutten min!» Mor saa stræng ut.
Jeg fik et fornærmet Uttryk i Ansigtet; Munden kom frem — jeg stirret hen for mig.
Saa vaaget jeg mig endelig til.
«Jeg bare gik over Gaarden —»
Mor saa atter paa mig, strængere end før.
«Ikke noget bare, Gutten min —! Du kan bare gjøre den Slags en Gang til» — her banket hun i Bordet med Langfingeren, og Øinene blev mørke under Brillene.
Jeg taug.
Men det kjendtes tykt i Halsen, og efterhaanden blev Øinene virkelig vaate. Jeg saa av og til paa Mor; men hendes Blik var ikke at finde.
Jeg rynket Brynene saa smaat.
Det var da forargerligt, at det skulde staa en slik Fyr ute paa Gaarden, slik at en ikke kunde faa gaa over Gaardspladsen engang!
Jeg knep Tærne sammen inde i Skoene; saa forarget var jeg.
Og i over et Kvarter sat jeg der og svælget og svælget Morgenmaten i dype Funderinger over, hvor uretfærdig Verden dog var indrettet, naar selv Mor kunde ta Tull-Eriks Parti i dette.
Som om hun hadde læst mine Tanker, sa Mor med ett:
«Du gik saapas nær, Gutten min, at Du tænkte, det var muligt at faa Tull-Erik til at springe efter dig! — Ja, det nytter ikke, at Du undskylder dig indvendig!»
Jeg saa ned.
Mor hadde truffet midt i Blinken av den skjære Sandhet. Det arbeidet av Harme og Skam indeni mig; jeg prøvde at gjøre mig haard — det maatte gaa an at hade Mor! — Men saa med engang sank der over mig som en forunderlig svak Fornemmelse — en Trang til at
