Jakkelin.
I Præstegaarder paa Landet var det i gammel Tid Skik,
at hvert Barn, som blev født, fik sin Ko, som blev
opkaldt efter Barnet.
Min Ko hette Jakkelin, og jeg kunde vel være saa en fire Aar, da den kom til. Den var hvit med svarte Dropler, kulsvarte Ører og et Par store, mætte, svartblaa Øine med lange, frynsete, svarte Øienvipper.
Jeg mindes saa grant første Gang, jeg kom ned i Fjøset og fik se den. Den stod løs for sig selv i en Baas med en gammel Grind for, og da jeg strakte Haanden frem for at ta bortpaa den, tok den Tak med sin kolde, vaate Snute og vilde suge. Den, som fik Haanden fort til sig, det var mig, og det var ikke frit for, at jeg var paa Jepen og kom bakom Fjøsjentens Skjørt. Men før jeg visste Ordet av, var jeg bortved Baasen igjen og stod og stirret med Haanden vel gjemt; og Kalven stirret paa mig igjen. Saa gjorde den et Par underlig klodsete Kast med Bakbenene og slog Halen op, som vilde den springe, men kom ingen Vei, braastanset og stirret igjen paa mig.
«Mø,» sa den.
Da maatte jeg le og gik borttil. Men saa husket jeg med ett Haanden, drog mig fort unda like bort til Budeien og fik Tak i Kjolen; men stirre paa Kalven gjorde jeg, baade da jeg sprang, og da jeg stod.
Utover Vinteren og Vaaren vokste vi op begge to. Men det var nok ikke frit for, at Kalven vokste fortere end jeg, og det var noget, jeg i Begyndelsen slet ikke
3 — Bull: Præstegaardshistorier (F. U.)
