Hun vender sig endnu et Par Ganger og stirrer med
store, længtende Øine nordover; saa følger hun viljeløst.
Men inde i Drengestuen er alt Mor hendes kommen, og der gaar Pratet om Nattens Rædsler mellem store og smaa hele Dagen utover. Og Hektor, Nattens Helt, blir kjælet for og skrytt av, der han ligger og vender de store forstandige Øine fra den ene paa den andre, nu som før urørlig Vakt fremfor Ajaks.
To Dager efter holdt vi Gutter en underlig Høitid i Præstegaarden. Ola Styggpaajord hadde baaret Skrotten av Flink frem til Gaarden, og der hadde den nu ligget urørt bak Skaalen i to Dager, uten at nogen kom og hentet den. Og saa hadde vi Barn bestemt os for at holde Gravøl over den. Med Økser og Græv hadde vi hugget op en Grav i Is og Sne nordved Bækken; et gammelt Grisetraug var Kiste, og nu drog Følget avsted: Hektor for Jernstangkjælken med Dombjælder paa, Kisten paa Slæden og vi tre Gutter sørgende bakefter.
Og der blev sunget ved Graven, og der blev talt; og den kolde Gravmuld blev kastet i en Haug med Ildskuffer og Spader. De smaa Luer kom av og blev holdt frem for Øinene paa voksent Folks Vis, og vi kjendte os saa besynderlig sørgmodige, da vi gik derfra.
Om Eftermiddagen gik Far ned for at se. Og han fandt det skjæve Trækors i Sneen, og han læste den klodsede Barneskrift:
død i
det svære Ulveslag
staaet paa
Rendalens Præstegaard
den 18de dennes
1858.
Fred med dit Støv
velsignet vere dit
Minde.
