Ulveslaget.
I øvre Rendalens Præstegaard stod der i Præsten
Storms Tid et høit Gjærde av opreist Garstaur rundt
Hundehuset ved Drengestuen. Dette Gjærdet kom op,
efterat Ulven en forrykende Uveirsnat indunder Jul hadde
revet ihjel Bandhunden like utenfor Drengestudøren og sat
til Skogs med den.
Endnu i min Fars Tid stod det gamle Hundehus der; men efter Gjærdet var der bare Mærker igjen, og Far tænkte aldrig paa at faa det op igjen; for det hadde været noksaa fredeligt for Ulv i Bygden i flere Aar.
I Præstegaarden hadde vi to Hunder, Ajaks og Hektor.
Ajaks var en almindelig Harehund, sort- og hvit-sadlet og heller liten end stor. Den var det viltreste Dyr, jeg har kjendt, altid oplagt og altid leken. En Sten, som blev kastet, eller en Fille, som blev slængt, var nok til at faa den i vildeste Jubel. I kaate Spræt og overgivne Glæfs fór den Gaarden rundt, og vi Smaagutter efter.
Med Hodet mellem Labbene og Øinene lysende av Skøieragtighet laa den og ventet, til vi kom, og da vi saa skulde faa Tak i den, bar det avsted i behændige Skvætt hit og dit, ind under Stabburet, ut under Laaven, bortover Jordene, til vi hæsblæsende kastet os ende ned og ikke orket mere. Da kom den styrtende, tok Tak i Bukseben eller Trøieærmer og væltet sig overgivent mellem os. Og ikke et Glæfs og ikke et Knurr, hvor haardhændte vi end var.
Ajaks var en Slagsbror paa sin Hals. Der kom ikke en Hund, stor eller liten, gaaende efter Veien, uten at
