hørte den høitbaarne Klokkeklang og de stærke, ivrige Hovslag; jeg saa Vesleblakken med det løftede Hode kastet uavladelig fra den ene Siden til den andre for at gi Rum for Travet — den stærke, spænstige Krop arbeide sig i Smaasprang opover de bratte Bakker og holde ut over de endeløse Vidder, Time efter Time, halve Døgnet rundt.
Tre Dager efter, at dette hadde hændt, kom Ola Jonsen, Drengen, op og bad om at faa tale med Præsten.
«Naa Ola, hvad var det?» sier Far og ser op fra Protokollen med Fjærpennen mellem Tændene.
«Det staar nok itte rekti tel med Vechlblakkøm.» sier Ola raadløst og ser ned paa sine krokete Fingrer.
«Hvad feiler Hesten?» Far er blit blek og har reist sig.
«Je trur’n har faat Longebetegnels,» sier Ola vekt.
Far steg til som i Vrede. «Da har Du skamkjørt den, Ola.»
Ola snur og vender Skindluen mellem Fingrene. Saa ser han op. «Det fekk bli enten Vechlgutten din heil Hesten din,» sier han skarpt. Far tier; — han mindes.
«Se til at faa Bud efter Dyrlægen straks,» sier han saa.
«Hain er her alt,» svarer Ola.
«Hvad tror han?»
«Hain ska’ gjøra sit, seier ’n; ellers saa vet’n naa itte.» — Far tar Hat og Frak og gaar ut. Ola følger.
Vesleblakken stod paa Stalden og skalv. Hodet lutt, Ørene hængende, Øiet dødt og lidende, kort Aande og Hoste alt imellem. Og mens lille Johannes laa i sin første, rolige Søvn, blek, men med jevne Aandedrag efter den overstandne Krise, droges Vesle blakken med alle Sykdommens Smerter, baarne for at redde Guttens Liv.
2 — Bull: Præstegaardshistorier (F. U.)
