Men saa hændte der en Dag noget, som blev en av
mine Barneaars heftigste Sorger:
Marit gik hen og forlovet sig. — Ordentlig, med Ring og alt!
Og en fremmed Mand fra den Bygd, der hun hadde hjemme, sat dagstøtt ute i Drengestuen, talte med hende, naar hun bar ind Ved, og tok Farvel med hende borte ved Skigarden.
Det skar mig i Hjertet med en ukjendt Smerte; jeg gik for mig selv og sørget, og jeg kjendte mig syk over hele Kroppen.
En Dag traf hun mig slik, tok mig tæt indtil sig og spurte, hvad som feilte.
Jeg gjorde først Motstand, saaret og syk; men saa fik den gamle Kjærlighet Overtak, og saa brast det ut:
«Du vil gifte dig fra mig,» storhulket jeg.
For det hadde jeg lovet mig selv, da jeg første Gang for Alvor tænkte paa at gifte mig — jeg var dengang syv Aar gammel — at med Marit skulde det bli og med ingen anden.
Marit var blit svært alvorlig. Hun stod og strøk mig ned over Hodet Gang paa Gang, og stirret hen. Hun vilde til at si noget, men kom sig ikke til.
Saa vendte hun sig langsomt bort og gik.
Nogen Dager efter reiste den fremmede Mand, og nu gik jeg som i en Feber og drømte, at Marit ikke vilde gifte sig allikevel.
Men saa en Dag fortalte Mor os, at det var bestemt, hun skulde nordover til Høsten og gifte sig og aldrig mer komme tilbake.
Fra den Stund var alt som dødt. Det var ingen Glæde længer i Lekhuset under Trappen, hvor alle de forgyldte Brott av fine Kopper og Krus laa. Det var ingen Moro mer at rive Farve av rød Mursten og male paa Kvernen, som vi bygde nord ved Bækken, og i Høiet paa Høitrævet hoppet jeg aldrig mere. Jeg gik bare bakom Laaven eller nede paa Jordene alene, alene og tænkte paa Marit, som vilde reise.
1 — Bull: Præstegaardshistorier (F. U.)
