Da Prinsen kom.
Ha der været Skogbrand eller stor Flom i Dalen,
saa kunde den ikke ha voldt mere Opstyr, end da
de fik høre, at Prinsen skulde fare der igjennem.
Kommunestyret hadde Møte baade én og to Ganger i Uken; Præsten gik og studerte længer end vanlig om Kveldene, og Lensmanden hadde bestilt fra Byen en splintrende ny Uniform med brede Guldrænder, saa han saa ut mest som en Amtmand.
Jeg var seks Aar eller saa omtrent, den Gang dette hændte. Hjemme i Præstegaarden slagtet de baade Sau og Kalv, og da det led længer indunder Tiden, bakte de alle Slags fine Kaker, som jeg aldrig hadde set før, baade i Pande og Form, og overalt hvor jeg kom, stod der Traug med Deig og æste; Jenter for frem og tilbake, ut og ind, og midt oppe i det hele stod Mor fra Morgen til Kveld med Hanna Winsnes’ Kokebok paa Bordet foran sig. Jeg fandt alt dette ganske overordentlig interessant, men blev overalt vist unda, indtil jeg tilslut blev anvist fast Plads mellem dem, som bandt Kranser. Mor gjorde nemlig den Bemærkning, at min utprægede Smag her vilde gjøre bedst Nytte, mens den mellem Kakefatene var aldeles overflødig.
Dagene gik under stor Travlhet, og nu var der bare en Dag igjen, til at Prinsen skulde komme.
Det var paa Høstparten dette, i August Maaned, og det var svært vondt for Hester i Bygden, da Folk drev med Sæterslaatten; men allikevel var der nu hentet ned alt, hvad kræke kunde; for i Kommunestyrets sidste
