Jeg fandt, det var mærkeligt, at Vorherre kunde indlate
sig paa noget saa galt.
«Jo» — han skjøv Kaffekoppen bort til mig. «Vi har aille ihop i Slags Svakhet før Kvinden, aa hain datt fuill ti den Fristelsen hain au! Ho er styggslem, mar a er som værst — ja saa er mi Erfaring — drekk naa!»
Jeg smilte og drak.
«Du gifter dig aldrig da, Iver,» spurte jeg.
Han drak og ristet ivrig paa Hodet.
«Ailler i Væla,» sa han. «Det skulde ingen gjøra.»
«Ja, men da dødde jo Verden ut,» indvendte jeg energisk.
Iver Fællingen nikket.
«Det er nettop det, a ska’ gjøra,» oplyste han; «saa faar Vorherre gjør a om att slik, saa ’n itte angrer sei. Hain hadde inga Erfaring hain hell fyste Gaangen. Aill Videnskapsfullhet i Væla er anlagt paa Erfarenheta, sir Du. Ja aassaa paa Sjenni. Sjenni det er jussom Sjæla ti sjølveste Gud det da.»
Han talte i indvendig Overbevisning og likesom mere for sig selv end til mig.
«Du mener, Du er likesom Sjæla taa Gud heroppe Du da?» spør jeg.
Han ser op.
«Ja, saa her oppi Bygden,» svarte han. «Det eneste maatte da væra ’n Tusenmikkel; men hain er fraa Tufsingdaløm.»
«Ja, men Præsten da?» indvendte jeg.
Han saa overbærende ut.
«Præsten! Nei, han er ittnaa Sjenni. Det har gaat svært attender med Præstøm naa paa det sidste. Før, i katolitisk Ti’ var det døm, som gik føre og di are etter; men naa gaar dem sidst Præsta. Videnskapeliheta har tee Sjennie fraa døm. Nei da er Klokkara likere leil. Døm har da Makta tel aa seie Ammen og Stopp, og saa bir det Stopp.» Han satte Kaffekoppene bort paa Hylden og tændte Pipen.
Jeg forsøkte igjen ad forskjellige forsigtige Omveier at
