Da smaaknegger Haarsetten.
«Naa har Du søvve att Kirsti,» sier han. Og de to andre drar paa Smilen.
«Nei, sei itte det da, Haarsetten,» svarer Kirsti og gjør sig blid. For hun skylder Haarsetten for Sukker og Kaffe nu paa fjerde Maaneden.
Haarsetten smaaknegger saa inderlig godt, tar Farvel med de to og kjører. Og saa gaar det i susende Trav nordover Grænden; for Svarten vil hjem, og den er Bygdens skarpeste Traver næst Vesleblakken til Præsten.
Men Kirsti paa Topp tar Hjemveien fat paa sugen Mave, det forteste hun kan. Hun hefter ikke engang hos Hans paa Bua eller i Kristens-trøen efter en Kop Kaffe; for Kalven hendes er løs, og hun har nogen Løvkjærver staaendes ved Stuevæggen til Indeforing, om Styggveir skulde komme paa nu Vaartiden.
Det gaar tungt opover de bratte Bakker; men Kirsti ænser det litet; hun synes, hun har lagt det tungeste igjen i Kirken idag og tjent sig dygtig op hos Vorherre. Kommen i øverste Knækken like under Topp stanser hun og aander i den unge, skogmætte Luft. Saa drar hun fremover mot sin lille Stue.
Granskogen staar lysegrøn i en Flom av Sol — en Gjøk galer eventyrlig i en Bjerk, og borte ved Stuevæggen staar en hvit- og svartdroplet Kalv og napper Løv av nogen gamle Løvkjærver.
Haaredød! — Kirsti paa Topp sætter i Vei over Hafællen og ind, bent paa Kalven. «Dit Raanaut»! Hun klasker den over Snute og Hals med bar Haand; den viger med blunkende Øienlok og bakoverlagte Ører. Saa jager hun den til Jordfjøset og stænger for den med Fjøslimen. Og hun synes, hun har Magt, endda hun ikke har spist, til at ta Kampen op helt til næste Præstehelg med alt det tunge deroppe paa Toppen; for Kjerka den er naa det bedste lel for alt det, som Menneskje heter!
2 — Bull: Morosamme Kropper (F. U.)
