syntes, hun saa det slik, som det var før i Tiden, før de rev alting ned og gjorde Kirken fin. Da var er Billeder — Jø! Der stod Abraham, og Slangen og Eva — saa brændende likt Folk, og der var Kong David med Harpe og Krone, og der var Livsens Træ med Søtepler paa godt og ondt. Han Sæming Oppistuen rev ned det han, og saa tok dem da nogen hver — ja Kong David han kom naa aat Østagrænden han, — til Helges — ja Helgesfolket det var framifraa rikt Folk — der var Sovelmat om Sommeren — ja dem har da indpaa andre Tjuget med Ku og mest et halvt Hundred med Saul!
Kirstis Øine blev tørre og krøp ihop — hun hørte Duren av Præsten, som drev paa, og kjendte Svalheten av Skyggen; hun tænkte paa den Lamungen, som Mærra-Kristaffer hadde skaaret Hodet av i Helgesskogen, og som han endelig vilde, hun skulde koke Kaal paa den Sommerkvelden; hoi nei, slikt vilde hun ikke være med paa, ikke om hun fik halve Lamungen; nei Dyredød! Sjæla si vilde hun ha ren. Aldrig hadde hun gjort slikt, og aldrig vilde hun gjøre det heller; nei Dyredød! — Det var varmt den Dagen, slik Lugt av Skogen; Mærra-Kristaffer gik i Skjorteærmene og smaabandte med Lamungen under Armen nedover mot Leet; — han tok i Le-staurene og vilde skræve over — Dump — der datt Lamungen! —
Kirsti paa Topp kvakk til og slog Øinene op — det var Salmeboken, som var falden paa Kirkegulvet. Hun blev sittende ganske kold. Hadde nogen hørt det? Jo, nu snudde Knipar-Jo sig og saa sig tilbake over Brillene. Da bøide hun sig hurtig ned og tok den op. Saa stjaalent paa de nærmeste og sat andægtig som før. Tro, hvad Præsten nu drev med! Han var vel midt i det værste nu. Hun arbeidet med at bli klar, stirret bent paa Præstens Ansigt og stanset ved Præstekraven; ti den var hvitere end Ansigtet; saa anstrængte hun de sovende Ører for at høre.
«I min Faders Hus er der mange Værelser — jeg gaar hen —» videre fik hun ikke Tak i. Tankerne gled
