«Ja skulde Du ha set slikt da? sier han, han tar til
Luen, klør sig i Hodet og prøver at holde Smilen frem.
Lars staar og knægger og ler.
«Du er itte taa de seneste Du, ma Du bære begynder,» sier han.
Syver vet ikke sin arme Raad.
«Det er naa taa de Ting, en itte raar før da, sir Du,» sier han, og saa storler han tvungent: «Ha ha ha! Ja itte var det med min Vilje detta; men aakken skulde trudd det, Du var saa sen da?» føier han til.
Da storler Lars ogsaa.
«Ja Du Syver, Du Syver,» sier han. Saa gaar de til sit Arbeide.
Men det var ikke frit for, at Syver Tørkjøt, da han gik hjem om Kvelden, skrævet vel saa sprækbent i Vei som ellers; — han syntes, han i Grunden hadde været likere Kar end Husbonden sin.
Kunde Tørkjøtsyver ikke forhindre, at hans Barn kom før til Verden end hans Husbondes, saa kunde han dog sørge for, at det blev døpt senere.
Derfor sat ogsaa den lille Husmandsgut opreist paa Morens Fang og sa Mama, saa det klang i Kirken, da Præsten spurte om Barnets Navn.
Lars Oppigaarden var Fadder, og Gutten blev kaldt Lars efter ham.
Men med Fadderskapet var det gaat slik til.
Tørkjøtsyver var kommen ned paa Gaarden en Lørdagskveld i fuld Puds og hadde spurt efter Lars. Jo, han var hjemme. Syver skulde tale et Par Ord med Lars under fire Øine, og saa hadde de gaat ind i Koven sammen.
Der hadde Syver fortalt, at nu skulde han ha Barndaab, og saa hadde han spurt, om det gik an, at Lars blev Fadder, og at Barnet blev opkaldt efter ham.
«Før det er naa, likesom Du har mest Del i det,» sier han trohjertig.
Lars ser paa ham. «Skulde Du tru saa ilde da,» sier han.
