Ordet mellem alle. Naar han var i Stuen, sat Bygdens Mænd snart i Taushet og Undring over hans gløgge Syn og nye Tanker; snart i Latter og Hovedrysten over hans tændende Vid og underlige Paafund.
Naar han saa hadde faat hele Stuen varm av Latter og Undring, strøk han sig gjerne med Haandbaken over Munden, reiste sig langsomt fra Stolen, der han sat, og hinket ut med en underlig smygende Hink paa det laaghalte Ben. Den, som da om en Stund kom ut, kunde finde ham staaende ensom bortved Skaalen eller fremved Skigarden og stirre hen for sig utover Bygden. Bød man ham paa slike Dager en Dram, bad han gjerne om halvanden, «en til hver Fot,» som han brukte at si.
Gaardene Nordi og Fællingen laa i hver sin Li, paa hver sin Side av Elven. Paa solskinnende Dager kunde man se over til hinanden og kjende hinanden, saa Ola og Lars som oftest hadde Greie paa hinanden, om de var hjemme eller ikke. To og tre Ganger i Uken kunde de i Vestagrænden se Lars Nordi kommende kjørende over Broen, den lange Sving nordover og Bakkene op til Fællingen; men sjelden eller aldrig saa nogen Ola kjøre over til Nordi — saa vant var han blit med, at Broren søkte ham.
Da Brødrene hadde været nogen Aar i Bygden, var det ikke frit for, at der blev en besynderlig Uro blandt Folk. Strid kom frem, hvor Fred før hadde huset; Utryghet kom frem, hvor Folk før hadde sittet sikre. Præsten, som sat paa Præstegaarden midt imellem de to og som sat sammen med Lars i al Bygdens offentlige Stel, lærte snart at forstaa, hvem det var, han hadde at takke for al denne Uro, og sikrere og sikrere blev han i sin Sak, da han, hver Gang han kom paa Posthuset for at hente Posten, saa, at næst ham var Ola Fællingen den, som fik de fleste Aviser og Brev.
Og rent forfærdet blev han, da han tok paa at mærke, at Kirkegangen i Gaardene rundt omkring Fællingen begyndte at ta av, mest blandt de unge, men ogsaa blandt de gamle Folk, som han var vant til at
