Efter vel en halv Times Gange møtes vi.
En ung Mand med mørkt Skjæg og et lyslet ældre Kvindfolk ved Kjærren. Et Barn paa to Aar eller saa opi, mellem Butter og Kløvgreier.
Nu er de ganske nær. Unghesten skvætter til, da den faar se Hunden. Manden godsnakker for den, hilser og vil forbi.
Kvindfolket, som kjører Kjærren, er mager. Kindene brungraa og det lyse Haar glat kjæmmet med Bene i Midten.
Hun ser paa os med store, tunge, blaa Øine, for store i det magre Ansigt.
Der hilses, idet vi drar forbi. Hun stirrer stort paa mig. Jeg drar likesom Kjendsel, men synes, det er umuligt.
«Hvem var det Kvindfolk, Ola?» spør jeg, da vi er komne unda.
«A Sigrid —» han nævnte Gaardnavnet.
«Sigrid G . . . . . ?» — jeg nævnte Pikenavnet.
«Ja. Kjinnte Du itte att a?»
«Aa, det var saa vidt. Er hun gift nu?»
«Ja. Det var Manden sjøl ’na, som følgde.»
Jeg snudde mig og saa efter dem. Der stod hun og stirret hitover. Hendes høie, magre Figur tegnet sig mot Luften. De graa Husuer[1] og de store Sko syntes under det opheftete Skjørt.
Jeg vendte mig braatt og drog nedover, maatte endnu engang snu mig efter hende; men da var hun borte.
Og nedover Skogveien, hvor de mørke Furuer begyndte, syntes jeg nu igjen, at hver og en av dem vendte en knoket Albue op mot Himmelen som for at avværge et Slag.
Siden har jeg ofte truffet Sigrid. Men alt os imellem er, som om det aldrig hadde været. Bare en eneste Gang saa jeg noget vekt om hendes stramme Mund; det var engang jeg strøk hendes mørke lille Gut over Haaret.
- ↑ Husuer: Strømper.
